politiidræt

+45 2880 0067          [email protected]

Daniel Fynsk endnu engang dansk mester i bordtennis

19.03.2014

Hvem sagde bordtennis er kedeligt og kun for ældre kollegaer, der ikke længere har temperament” ?? Det var i hvert fald ikke det indtryk, der blev efterladt i Hjarte Fritidscenter, da sidste point i dette års danske politimesterskaber blev uddelt.
Det kedelige kan klart afvises – rigtig mange spændende og seværdige dueller blev præsenteret for det kræsne publikum.
Der var ganske rigtigt ældre kollegaer og sågar pensionister med i mesterskaberne, og det er helt rigtigt, at rutine ikke fornægter sig, men mesterskaberne viste, at selv rutinen kan indimellem komme til kort, når nye modstandere dukker op.
Temperament var der masser af, og det var ikke kun de unge, der lod sig rive med og i frustration over en tabt bold lod ærgrelsen komme til udtryk med højlydte råb og ord, der ikke egner sig til gengivelse her.
Jo, mesterskaberne havde igen i år det hele. Stor tak til Villy Dahlgaard, der havde lagt et kæmpe arbejde i ikke kun at arrangere mesterskaberne, men han har også forud været tovholder, ildsjæl og indpisker og i den egenskab formået at få mere end 20 kollegaer fra hele Sydøstjylland med – super.
Daniel Fynsk var som vanlig ret suveræn, og heller ikke i år var der kollegaer, der formåede at true ham i single og med sin vanlige makker Jens Skovbjerg i double- og i holdkampene var der heller ikke nederlag i år. Daniel har dermed stadig kun et enkelt nederlag i en holdkamp i politiet – ellers har han vundet alt. Fremragende…. og i en sidebemærkning uden for omklædningsrummet lod han ingen tvivl tilbage om, at det fortsat skulle blive ved med at være sådan i mange år.
I A-rækken for hold så vi nogle af de lokale kollegaer, Søren Schjøtt og Stig Brøndum Pedersen, fra Sydøstjylland som sejrherrer.
De havde hele turneringen igennem vist ganske flot og seværdigt spil, og vi glæder os til at følge dem fremover.
Uden en koordinator ville alt gå op i hat og briller, men for gud ved hvilken gang fik Poul Beck igen det hele til at rulle planmæssigt.
Tak til Villy – tak til Poul – tak til jer alle, der brugte et par dage i gode kollegaers selskab – i ses i Aarhus næste år.
Resultatliste opdateres senere.

Scroll to Top