politiidræt

+45 2880 0067          [email protected]

Dansk Politimesterskab i indendørs skydning 2023

08.03.2023

Dette års politimesterskaber i skydning i de indendørs discipliner blev i år afholdt af PI-Aarhus på det moderne og stadig næsten nye skydebaneanlæg Skytternes Hus i Aarhus N.

Siden sidste år er skydning med luftvåben – både riffel og pistol – på 10m blevet indført som nyt Dansk Politimesterskab på bekostning af det tidligere mesterskab i disciplinerne på 15m luftvåben.

Det var helt tydeligt for båden arrangøren og skydeudvalget, at skytterne ikke havde helt overblik over denne situation, hvilket formentlig kom sig af, at arrangøren på grund af den store banekapacitet havde valgt at invitere skytterne til også i år at skyde disciplinerne på 15m luftriffel og luftpistol, selv om det kun kunne være en åben klasse uden mesterskab.

Det nye mesterskab i disciplinerne på 10m luftvåben fik en god start med tilfredsstillende deltagelse og mange hæderlige resultater.

Arrangøren havde lagt op til, at disciplinerne på 10m luftvåben skulle være skudt færdig om tirsdagen, således at medaljer kunne overrækkes ved kammeratskabsaftenen.
Øvrige resultater ved dette års mesterskaber i skydning var stabile, men ikke prangende. Det er tydeligt, at gennemsnitsalderen for de deltagende skytter stadig er stigende og den forudgående træningsindsats er dalende. Vi trænger voldsomt til nye skytter – både på riffel og pistol – og som har lyst og mod på at prøve kræfter med skydeidrætten.

Jeg vil dog benytte lejligheden til at ønske vinderne tillykke, ligesom jeg gerne vil takke hjælperne fra PI-Aarhus og Skytteklubben DSB/ASF for venlig assistance til afviklingen af stævnet.

Jan Poulsen
Skydeudvalgsformand
PI-Aarhus og DPIF

Scroll to Top