politiidræt

+45 2880 0067          [email protected]

Danske Politimesterskaber i badminton, skydning og håndbold

04.02.2012

Det er koldt, hamrende koldt og også kalenderen siger, at det er vinter. Den idrætslige kalender siger også, at det er vinter, idet kun MTB’erne trodser kulde, sjap og med stor iver sætter sig på cyklen for at få frisk luft og komme op og ned ad bakkerne i de danske skove. Denne sæsons vintercup synger på sidste vers og i år har vi heldigvis været forskånet for de voldsomme snemængder, der sidste år førte til et par aflysninger.
Til gengæld har vi oplevet et stort deltagerantal og stor lyst til at arrangere. Der blev startet op i Åbenrå i oktober, i Vejle i november og i Assens i december. I 2012 er serien fortsat med et velbesøgt stævne i Roskilde i januar og om 2 uger køres sidste afdeling i Svendborg, inden sæsonen slutter med de danske mesterskaber i Århus.
Stor ros til arrangørerne og stor tak til især Finn Petersen fra Assens, der koordinerer løbene, men ikke mindst en stor tak til alle, der bakker op og kører land og rige rundt for at få nogle gode oplevelser sammen med andre kollegaer.
Næste år ser ud til at kunne blive mindst lige så spændende og afvekslende, for allerede nu er der adskillige foreninger, der har budt ind som arrangører.
Men selv om det er koldt uden for, så skal vi ikke glemme de indendørs aktiviteter – Kbh. PI holdt deres sædvanlige indendørs stævne med masser af god fodbold, sjov og mange TV-mål, og i næste uge starter den lange række af danske politimester med hold DM i badminton i Vejle.
Et stort idrætsår er skudt godt i gang.
Vi ses på banerne.

Scroll to Top