Danmark skal til EPM i Sofia efter nervepirrende drama.
De danske politiherrer sikrede sig billetten til Europamesterskabet i fodbold i 2027 efter en tæt og intens kvalifikationskamp mod Slovakiet på Vanløse Stadion. Efter 90 minutters målløs fodbold skulle kampen afgøres fra straffesparkspletten, hvor Danmark trak det længste strå med en sejr på 4-1.
Fra den 20. til 22. oktober havde Danmark besøg af det slovakiske politilandshold for herrer. På programmet var en afgørende kvalifikationskamp, hvor vinderen kunne se frem til deltagelse i EPM i fodbold, som afholdes i Sofia, Bulgarien, i maj 2027.
Den danske delegation vidste på forhånd ikke helt, hvad der ventede fra modstanderne fra Slovakiet. Det stod dog hurtigt klart, at slovakkerne rådede over et særdeles stærkt fodboldhold, som skulle vise sig at blive en stor mundfuld for danskerne.
Slovakkerne satte Danmark under pres
Kampen blev spillet onsdag den 21. oktober på Vanløse Stadion, og fra første fløjt viste slovakkerne, at de var kommet til Danmark for at spille med om EM-billetten. De satte sig på store dele af spillet i første halvleg og skabte flere gode muligheder foran det danske mål.
Det danske hold var under pres, og med lidt større skarphed kunne slovakkerne have bragt sig foran med både ét og to mål inden pausen. De danske spillere stod dog imod presset, kæmpede for hinanden og fik red stormen af. Efter de første 45 minutter kunne holdene derfor gå til pause med stillingen 0-0 – et resultat, som danskerne kunne være godt tilfredse med efter en udfordrende første halvleg.
Efter pausen blev kampen mere rodet, og spillet bølgede mere frem og tilbage. Ingen af holdene formåede for alvor at sætte sig igennem eller skabe de helt store målchancer. Begge hold kæmpede hårdt, og som minutterne gik, blev det mere og mere tydeligt, at kvalifikationen kunne ende med at skulle afgøres på den mest nervepirrende måde.
Da dommeren fløjtede af efter den ordinære spilletid, stod der fortsat 0-0 på måltavlen. Dermed måtte de to nationer ud i en straffesparkskonkurrence for at finde vinderen.
Debutant blev dansk matchvinder
Her viste de danske herrer, at de havde nerver af stål. Med stor sikkerhed fra straffesparkspletten vandt Danmark konkurrencen med hele 4-1.
En af kampens helt store profiler blev den danske målmand Oliver Brostrup Lip, der ovenikøbet fik sin debut på landsholdet. Oliver leverede en fremragende indsats og reddede hele to slovakiske straffespark. Hans afgørende indgriben blev en væsentlig faktor i den danske sejr og udløste naturligvis stor jubel blandt de danske spillere og ledere.
Næste stop: Sofia 2027!
Med sejren er Danmark nu kvalificeret til EPM i fodbold i Sofia, Bulgarien, i maj 2027. Det blev en kamp, hvor holdånd, fight og køligt overblik i de afgørende øjeblikke gjorde forskellen.
En stor tak skal lyde til hele den danske trup og trænerstaben for indsatsen – og ikke mindst et stort tillykke til debutanten Oliver Brostrup Lip med en mindeværdig debut mellem stængerne.
Den danske delegation af spillere og ledere bestod af:

Flere billeder vil kunne ses på hjemmesiden under aktivitetskalenderen.
Danmark skal til EPM i Sofia efter nervepirrende drama. De danske politiherrer sikrede sig billetten til Europamesterskabet i fodbold i 2027 efter en
Torsdag den 24. september dannede Vejle Padelcenter – Danmarks absolut fedeste padelcenter – ramme om årets kredsmesterskab i padel for Sydøstjy
Fyn løb med guldet ved DPM i Mixvolley 2026. Søndermarkshallen i Vejle dannede rammen om årets Danske Politimesterskab i Mixvolley, hvor 120-130 de
Ronde Van Bjerre: Gravel, fællesskab og konkurrence. 21 ryttere stod torsdag den 10. september klar, da starten gik til den allerførste udgave af Ro
