politiidræt

+45 2880 0067          [email protected]

Danske og internationale mesterskaber

25.08.2013

Den kommende tid er spækket med alle mulige tilbud om idræt:
I næste uge afvikles de danske politimesterskaber i cykling (enkeltstart og linjeløb) med Horsens som arrangør. Der er lagt et stort arbejde i forberedelserne og heldigvis har mange valgt at bakke op og deltager. Bl.a. stiller Midt- og Vestsjælland med 18 ryttere, og sidste nyt er, at der er mere end 90 tilmeldte til linjeløbet. Vi glæder os til et par spændende ruter i det østjyske landskab, hvor der forhåbentlig kun er medvind og ned ad bakke.
Den 10. – 12. september afvikles de danske politimesterskaber i feltsport og orientering i Nymindegab med Esbjerg, Horsens og Odense som arrangører. Også dette stævne ser ud til at trække mange af de gamle travheste ud af boksen, men heldigvis har arrangørerne lokket mange af nye modulelever i Syd- og Sønderjylland til at deltage. Velkommen til jer.
Den 22. september afvikles de danske politimesterskaber i maraton i Odense med Odense PI som arrangør. Mesterskaberne indgår i H. C. Andersen Maraton, så har du lyst til en hyggelig søndagstur rundt i Odense, så tøv ikke med at melde dig til.
Den 24. september afvikles de danske politimesterskaber i 7-mandsfodbold i Aarhus, og efter afvikling af de indledende kampe ser det pt. ud til, at der bliver fuldt besat med 8 hold i Aarhus. Vi håber selvfølgelig at der på denne måde kan tages lidt revanche for den manglende deltagelse i 11-mandsfodbolden tidligere i år.
Den 8. og 9. oktober afvikles årets sidste danske politimesterskaber, nemlig mix-volley i Kolding, hvor der stadig er plads til et par hold.
Desuden er der mulighed for at deltage i Pokalløbet i Kbh., Antvorskov-løbet i Slagelse, Teglstrupløbet i Nordsjælland og det nye tiltag i Viborg, hvor der for første gang afvikles et crossfit-stævne.
Hertil kommer nogle spændende internationale stævner, hvor dygtige kollegaer har kvalificeret sig til landsholdene:
Nordiske mesterskaber i golf på Island 4. – 8. september.
Nordiske mesterskaber i skydning i Aarhus den 19. – 23. september, hvor formand Lars Bisgaard, Aarhus PI og skydeudvalget med formand Jan Poulsen i spidsen har lavet et stort forarbejde, så alt er på plads til de gæstende deltagere fra Finland, Norge og Island.
Europæiske politimesterskaber i svømning i Ukraine den 10. – 14. september, hvor de danske svømmere skal dyste mod kollegaer fra 19 andre europæiske lande.
Danmark vs. Monaco i en kvalifikationskamp til de europæiske politimesterskaber i fodbold for herrer afvikles på Hvidovre Stadion den 26. september kl. 18.00. Det er Vestegnens Politiidrætsforening med formand Henrik Bandsholm i spidsen, der står for den praktiske del af arrangementet og vi håber selvfølgelig på dansk sejr. Hvis det sker venter endnu en kvalifikationskamp. Det er mod Schweiz på udebane den 23. oktober.
Så alt i alt venter et meget spændende efterår.
Følg med her på hjemmesiden.

Scroll to Top