politiidræt

+45 2880 0067          [email protected]

Guldnål til Jens Møller Søgaard, Nordjyllands Politi

15.04.2021

Jens Møller Søgård, formand Aalborg og Nordjyllands PI er med følgende motivering tildelt Dansk Politiidrætsforbunds guldnål.

Motivering:
Jens deltog som nyvalgt formand i Aalborg PI og dermed repræsentant for Nordjyllands PI første gang i et hovedbestyrelsesmøde i Dansk Politiidrætsforbund i april 2011 og du har været Nordjyllands PI repræsentant lige siden.

I 2013 overtog du med kort varsel formandsposten i fodboldudvalget – en post, som du fortsat besidder. Du formåede med kort varsel at få samlet et slagkraftigt herrelandshold, som ved kvalifikationen samme år til de europæiske politimesterskaber desværre tabte snævert til Schweiz.
Siden har herrelandsholdet taget en smule revanche og med dig i spidsen vandt de meget overlegent de nordiske politimesterskaber i 2019 i Estland. At det til tider kan være en stor fysisk udfordring at spille en slutrunde viste sig ved de nordiske politimesterskaber i Norge i 2015, hvor du pga. skader så dig nødsaget til at indgå i rollen som spillende træner, og således fik du debut på DPIF’s landshold.
Fodbold er ikke din eneste passion. Også golf står højt på din liste, og du har deltaget som aktiv ved mange danske politimesterskaber gennem tiderne. Tilbage i 2009 var du arrangør og tovholder ved afviklingen af de nordiske politimesterskaber i golf i Rold.

Du har altid været en meget værdig repræsentant, du har altid bidraget positivt og der har ikke været mange afbud fra dig gennem tiderne. Når vi til større arrangementer i Danmark har haft brug for guider eller har haft brug for DPIF-delegat som leder af en DPIF-delegation til enten nordiske eller europæiske politimesterskaber, har du altid været meget villig.

Det er en stor glæde at overrække Dansk Politiidrætsforbunds guldnål til Jens Møller Søgård, Aalborg og Nordjyllands PI.

Guldnålen blev overrakt Jens af politidirektør Anne Marie Roum Svendsen, Nordjyllands Politi, der i den anledning udtalte:

“Vi vil gerne fra Nordjyllands Politis side sige et stort tillykke til politikommissær Jens Møller Søgård, der har fået idrætsforbundets højeste anerkendelse, guldnålen. Det er fuldt fortjent efter Jens’ mange års dedikerede indsats for at fremme politidrætten i politikredsen – både i form af at arrangere idrætsbegivenheder og bestyrelsesarbejde. Vi har altid haft et godt samarbejde med Dansk Politiidrætsforbund – et samarbejde, der er vigtig for at støtte og styrke idrætten i hele politikredsen. At holde sig sund og i god form har stor betydning for vores velvære som mennesker, og derfor er det vigtigt, at arbejdspladsen støtter udviklingen af en sund idrætskultur; og dét gælder i særlig grad i politiet.”

Foto: Chefpolitiinspektør Karsten Hansen, Jens Møller Søgaard og politidirektør Anne Marie Roum Svendsen.
Dansk Politiidrætsforbund ønsker tillykke med guldnålen.

Scroll to Top