politiidræt

+45 2880 0067          [email protected]

Københavns Vestegn er ny Dansk Mester i 11-mands fodbold

10.06.2014

Ved de netop overståede Danske Politimesterskaber i 11-mands fodbold, der blev afholdt med Nordsjællands Politi som arrangør og sammen med mesterskaberne i 5- og 10-km løb, blev det holdet fra Vestegnen, der løb med mesterskabet efter kampe mod Nordsjælland og Station Bellahøj.
Den interesserede vil have bemærket, at mesterskaberne blev afviklet med kun 3 hold, hvilket var konsekvensen af, at ikke alle de kvalificerede var i stand til at stille mandskab til selve mesterskaberne, hvilket selvsagt er beklageligt og ærgerligt for den sportslige afvikling af mesterskaberne.
Det er desværre en tendens vi har set ved især holdidrætsgrenene, hvor politiidrætsforeningerne har vanskeligheder, når stævnedagen nærmer sig og politikredsen måske lægger beslag på en eller flere kollegaer, der ellers har sikret sig den nødvendige frihed.
Kampene blev derfor afviklet som et “alle mod alle” – stævne, hvor Københavns Vestegn og Stations Bellahøj lagde ud med at spille uafgjort 0-0, hvorefter det så var op til Nordsjællands tur til at vise disse to hold, hvor mesterskabet skulle placeres.
Københavns Vestegn viste sig imidlertid for stærke og kunne dermed lade sig kåre som Dansk Politimester 2014.
I løbedisciplinerne var det påny Østjylland og Aarhus PIs stærke løber Torkild Sundstrup, der løb med mesterskabet i begge discipliner. Torkild er ganske enkelt for stærk i øjeblikket til at nogen rigtigt kan udfordre ham. Faktisk var det en klubkollega Morten Lysgaard, der var tættest på ved “kun” at være 41 sekunder efter på 5-kilometeren.
Torkild vandt i tiden 16 min rent.
På 10-km var der større afstand, hvor Torkild vandt i tiden 32.06 min og Morten som nr. 2 i tiden 34.47.
I begge discipliner var det Odense PI med Torben Klose, der vandt bronzen.
Hos damerne var der desværre ikke nok deltagere til at mesterskaberne kunne anerkendes dom Dansk Politimesterskab.
Se den fuldstændige resultatliste her.

Scroll to Top