politiidræt

+45 2880 0067          [email protected]

Station Bellahøj, København, dansk mester i 7-mands fodbold

25.09.2013

Er Station Bellahøj uovervindelig i 7-mands fodbold.
Ja – det må de umiddelbare svar være.
Ved gårsdagens danske politimesterskaber i 7-mands fodbold på banerne ved Viby Stadion i Aarhus, var Station Bellahøj endnu engang helt urørlige og vandt i overlegen stil mesterskabet efter finalesejr på 2-0 over Helsingør.
Faktisk så overlegen, at der ikke blev scoret mod holdet – hverken i den indledende pulje eller i finalen.
Helsingør skal dog have ros for ikke blot at lægge sig på ryggen og have givet op på forhånd. Holdet havde en kæmpe dobbeltchance for at kunne bringe sig foran midt i første halvleg, men chancerne blev brændt og Bellahøj kørte sejren hjem på tilpas klogt spil og udnyttelse af egne chancer.
8 hold stillede til finalestævnet og der var mange tætte og jævnbyrdige kampe, hvor kun Bellahøj formåede at skille sig ud og hurtigt sikre sig puljesejren i den ene pulje, mens den anden pulje var meget mere jævnbyrdig.
Først i sidste kamp blev placeringerne afgjort, da Helsingør klarede uafgjort mod Aalborg. Det betød at bronzekampen skulle stå mellem arrangørerne fra Aarhus 1 og Esbjerg, og her viste Aarhus 1 ikke særlig stor gæstfrihed og spillede sig til bronzemedaljerne med en sejr på 6-1.
Finalekampen blev i øvrigt på fremragende vis ledet af kollega Sandi Putros, der til daglig dømmer i 2. division.
Se resultaterne her.

Scroll to Top