politiidræt

+45 2880 0067          [email protected]

Årets sportsnavn i Dansk Politiidrætsforbund 2023 

Årets sportsnavn 2023 for årets største idrætspræstation i Dansk Politiidrætsforbund skulle igen kåres og valget var ikke svært. Året største sportspræstation gik til EM-herrer håndboldlandsholdet for deres helt fantastiske sejr ved europamesterskaberne i Ungarn i september måned. Holdet spillede under hele mesterskabet noget fantastisk håndbold og gik ubesejrede igennem slutrunden. Især finalen mod Tyskland vil blive husket for intensitet, nervøsitet, flot håndbold og ikke mindst de 2 gange forlænget spilletid inden Danmark med en sejr på 41-39 kunne lade sig hylde som europamestre. 

Idet alle spillerne på holdet er tjenestegørende rundt om i hele Danmark, besluttede vi i Dansk Politiidrætsforbund, at holdets træner Torben Nielsen skulle have overrakt prisen på vegne af holdet. Torben er til dagligt tjenestegørende i Københavns Vestegns politi. 

Politidirektør Kim Christiansen, holdleder Maria Ariza Lundgaard og Carsten Ekstrøm havde sammen arrangeret at møde op på Torbens kontor på politistationen i Taastrup, så han kunne få overrakt det synlige bevis, Politidirektørens Jubilæumspokal. 

Torben så noget overrasket ud da vi trådte ind på hans kontor og spurgte ”hvad sker der her”. 

Politidirektør Kim Christiansen kunne herefter på baggrund af indstillingen ønske Torben og hele holdet et stort tillykke med titlen. I indstillingen blev der lagt vægt på holdets gode spil samt at der også var 6 debutanter på holdet og at det var 31 år siden, at Danmark senest blev europamestre. Maria blev selvfølgelig også hyldet, som den uundværlige holdleder hun er. 

Ud over det synlige bevis, Politidirektørens Jubilæumspokal (indstiftet af politidirektør Hanne Bech Hansen i anledning af Dansk Politiidrætsforbunds 50-års jubilæum i 1996) modtog Torben og Maria også et erindringsbæger samt gavekort fra Politidirektørforeningen, der de seneste år på meget fornem vis har bakket op omkring Dansk Politiidrætsforbund med anerkendelse til blandt andet årets største idrætspræstation i Dansk Politiidrætsforbund. Alle spillerne på holdet har ligeledes modtaget erindringsbægre og gavekort. 

Endnu engang et KÆMPE stort tillykke til hele holdet. 

Scroll to Top